Varevogn standset: Proppet med stjålne cykler

RØDBYHAVN: En meget snavset udenlandsk varebil blev torsdag klokken 20.30 kontrolleret ved udrejsen i Rødbyhavn – og der endte den hjemrejse for de ialt 10 personer i bilen.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

I køretøjet befandt der sig i alt 10 udenlandske statsborgere, og derudover var bilen tæt pakket med bagage både inde i kabinen og på taget.

Blandt andet var der flere mobiltelefoner, pc’er og cykler, og to af cyklerne viste sig at være stjålet.

Derfor blev alle 10 rejsende anholdt, og føreren, en 35-årig mand, blev sigtet for tyveri. De anholdte skal nu afhøres nærmere af politiet, som har mistanke om, at der kan være flere stjålne ting i bagagen.