​To personer dræbt af lastbil: Forsøgte at vende på hovedvej

KJELLERUP: To personer blev dræbt på stedet, da de ved 10.30-tiden kørte ud foran en lastbil på Hovedvej 13 ved Thorning.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog kl. 10.33 en anmeldelse om et sammenstød mellem en personbil og en lastbil. Ulykken skete på Aalborgvej ved tilkørslen fra Ulvedalsvej.

Vidner oplyser til Midt- og Vestjyllands Politi, at personbilen forsøgte at vende og drejede ud foran en lastbil, der ikke kunne nå at bremse.

I personbilen sad to personer, som blev dræbt på stedet og politiet er tirsdag middag fortsat i gang med at underrette de pårørende.

Lastbilchaufføren slap uskadt fra ulykken.

Politi, brandvæsen og bilinspektør er på stedet, og oprydningsarbejdet forventes at vare indtil ved 14-tiden. Ulykkesstedet kan passeres med forsigtighed, og Hjemmeværnet er til stede for at regulere trafikken.