25-årig anholdt efter trusler mod vidner

NYK. SJ: Onsdag formiddag kl. 10.53 rykkede personale fra den lokale politistation i Nykøbing Sj. ud til en tankstation, fordi personalet følte sig utrygge ved en bestemt persons gentagne henvendelser på stedet de sidste par dage og senest få minutter før anmeldelsen.

(Foto: Allan Andersen)

Ved en af henvendelserne var personalet blevet kaldt ”stikkere”, hvilket formentlig var med henvisning til røveriet mod samme tankstations kiosk lørdag d. 24/11-2018, hvor en 25-årig mand fra Højby-området blev anholdt og sigtet.

Den 25-årige blev efter afhøring til røveriet i lørdags løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør. Det viste sig hurtigt i efterforskningen, at den utryghedsskabende mand var den samme mand, som i lørdags blev sigtet for røveriet.

Politiet fandt frem til manden i Nykøbing Sj.-området, så han blev anholdt kl. 1212 og sigtet for trusler mod vidner, idet tankstationens personale havde afgivet vidneforklaringer i anledning af lørdagens røveri.

Den 25-årige var torsdag formiddag fortsat i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden vil fremstille ham i grundlovsforhør kl. 11.30 i Retten i Holbæk som sigtet for trusler mod vidner.

Anklagemyndigheden fremsætter krav om varetægtsfængsling af manden, og resultatet af grundlovsforhøret var torsdag ved 15-tiden endnu ikke kendt.