81 indbrud: To mistænkte indbrudstyve anholdt

Nordjyllands Politi har mandag eftermiddag anholdt to mænd på 37 og 39 år, der mistænkes for at stå bag flere tilfælde af indbruds-kriminalitet i Nordjyllands Politikreds. Weekenden var præget af ikke mindre end 81 indbrud i Nordjylland.

(Modelfoto)

Mere konkret mistænker politiet dem for at stå bag flere tilfælde af nylige indbrud, der i den seneste tid har plaget områderne omkring nordjyske byer som Aabybro, Pandrup, Brønderslev og Hjallerup.

Begge mænd har tilknytning til en adresse i Randers, men det var på motorvejen, syd for Aalborg, at Nordjyllands Politi sidst på eftermiddagen mandag slog til i en anholdelsesaktion, der blev tilrettelagt efter en kort, men meget intens efterforskning.

”Det er med stor tilfredshed, at jeg kan notere mig, at vi efter en solid indsats hurtigt kunne skride til anholdelse af to formodede indbrudstyve,” siger lederen af politiets indbrudsefterforskning, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der i næste åndedrag udtrykker håb om, at nordjyderne nu vil opleve en opbremsning i de mange indbrud, der har plaget landsdelen i den seneste tid.

De to anholdte mænd blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.