Bortvist tyv slog butiksmedarbejder i ansigtet

AARHUS:En 18-årig medarbejder i et supermarked på Nørre Allé i Aarhus C blev tirsdag aften kl. 18.17 udsat for vold, da han blev slået i ansigtet af en bortvist 20-årig kvinde.

(Foto: Allan Andersen)

Medarbejderen forklarede efterfølgende til politiet, at kvinden tidligere havde begået butikstyveri i supermarkedet og derfor var bortvist fra stedet, hvor hun var uønsket som kunde.

Tirsdag aften dukkede hun op i butikken alligevel, og straks bad medarbejderen hende om at forsvinde fra stedet. Det nægtede hun, og medarbejderen tog – helt indenfor Retsplejelovens regler – derfor fat i armen på hende for at føre hende ud.

Det fik hende til at blive hidsig og slå en knytnæve i hovedet på den 18-årige. Derefter spyttede hun ham i ansigtet, inden hun stak af fra stedet. Den 18-årige medarbejder slap fra overfaldet med en øm og rød kind.

Hun blev senere genkendt på gaden af politiet, og blev anholdt, sigtet for vold mod butiksmedarbejderen.