Mærkelig mand med vandkande, cykelhjelme og haveredskaber

RINGSTED: Mandag eftermiddag kl. 13.35 fik politiet en henvendelse om en mistænkelig mand, der befandt sig på et pizzeria på Sct. Hansgade – det udviklede sig noget ejendommeligt.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Manden havde kort før anmeldelsen været inde i en nærliggende butik, hvor han måske havde taget en tusch. Kort efter var han pludselig også i besiddelse af haveredskaber, en vandkande og to cykelhjelme.

Politiet kørte til pizzeriaet, hvorfra manden dog var forsvundet, og han blev heller ikke fundet trods en nærmere eftersøgning i Ringsted.

Hvem manden var, og hvordan han var kommet i besiddelse af de anførte effekter, står således hen i det uvisse.