Mand sigtet for at kaste kniv efter håndværkere

KØGE: Mandag morgen kl. 07.38 fik politiet en anmeldelse fra utrygge håndværkere, der under deres arbejde ved boligerne på Tornegården havde bemærket en mand kaste en kniv ud ad vinduet.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Politiet kørte til området med en patrulje, der fik verbal kontakt med en 49-årig og tilsyneladende uligevægtig mand fra Køge. Han ønskede dog ikke at tale med politiet og truede med at reagere voldsomt, hvis politiet trængte ind til ham i hans lejlighed.

Flere patruljer kom til stedet, ligesom en ambulance blev tilkaldt at holde standby i området.

Trods flere forsøg på at overtale den 49-årige til at komme ud, måtte politiet til sidst under brug af den fornødne magt trænge ind til ham i lejligheden, hvor han blev anholdt som mistænkt for at have kastet kniven efter håndværkerne.

Den 49-årige, der skønnedes påvirket af euforiserende stoffer, blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han blev sigtet og afhørt til en sag om overtrædelse af knivloven, idet politiet havde fundet den kastede kniv uden for mandens bopæl.

Den 49-årige blev mandag eftermiddag overgivet til Kriminalforsorgen, idet han i forvejen var eftersøgt af politiet på grund af udeblivelse fra afsoning af 60 dages fængsel fra en tidligere dom for vold.