35-årig idømt ni måneders fængsel efter bedrageri med dankort

AARHUS: En 32-årig og en 46-årig mand fik begge stjålet deres dankort i en pirattaxa i Aarhus natten til den 1. september, hvorefter der blev hævet mange tusinde kroner på det. Nu er en 35-årig mand idømt ni måneders ubetinget fængsel for hæleri og bedrageri, efter han brugte dankortene i flere forskellige butikker på Fyn.

(Modelfoto: Nordsjællands Politi)

Både den 32-årige og den 46-årige mand havde fået en del at drikke, da de efter en bytur i Aarhus på to forskellige tidspunkter samme nat satte sig ind i en pirattaxa for at få et billigt lift hjem fra Aarhus midtby. Men det endte med at blive en dyr tur for dem begge. Da de skulle betale, trak mændene en slags dankort-terminal frem, som de skulle benytte.

Dagen efter opdagede mændene, at deres dankort var væk. Den 32-årige havde mistet 40.000 kroner, og den 46-årige 60.000 kroner. Pengene var hævet via forskellige handler i supermarkeder og på tankstationer på Fyn.

Efterforskere fra Østjyllands Politi kiggede overvågningsvideoer igennem de steder, hvor kortet var brugt, og flere betjente kunne genkende gerningsmanden som værende en 35-årig mand fra Aarhus. Han blev anholdt på sin adresse den 25. september. Teleanalytikere undersøgte hans mobiltelefon, og kunne med den kortlægge hans færden ret præcist. Det viste sig, at manden havde været i butikkerne på præcis de tidspunkter, hvor der blev købt på kortet.

Det var i Retten i Aarhus medvirkende til, at den 35-årige blev idømt ni måneders ubetinget fængsel for hæleri og bedrageri. Ifølge dommen fik han overdraget kortene af en ukendt person, og herefter misbrugte han dem bevidst. Mændene fra pirattaxaen er det endnu ikke lykkedes politiet at få fat i.

Den 35-åriges bedrageri foregik i øvrigt få dage efter, at han netop var idømt et års fængsel for flere grove butikstyverier. Denne gang røg han direkte til afsoning efter dommen og har altså sammenlagt fået et år og ni måneders fængsel, hvis man regner de to domme sammen.

Anklager Jakob Beyer fremhæver det grundige efterforskningsarbejdet, der gik forud for dommen.

– Det krævede et stort efterforskningsarbejde at koble den 35-årige til transaktionerne på dankortet, så stor ros til efterforskere, betjente og teleanalytikere for et grundigt stykke arbejde, der gjorde, at jeg kunne fremlægge gode beviser for retten, siger anklageren.

Den 35-årige nægtede sig skyldig men modtog dommen uden at anke.