Bil revet fra hinanden i voldsomt solouheld

AARHUS: Ved en voldsom soloulykke blev en personbil kastet rundt på Åby Ringvej, uheldet blev formentlig så voldsomt grundet alt for høj fart.

Det voldsomme uheld skete omkring kl. 07.30, lørdag morgen, og gjorde at Åby Ringvej blev spærret for al trafik i den nordlige bane og et enkelt spor spærret i den sydlige bane.

Det var en 20-årig mand som sad bag rattet i den fuldstændig smadrede bil, og ifølge de forløbige oplysninger fra Østjyllands Politi er han sluppet yderst heldigt fra uheldet som skal være sket ved meget høj hastighed.

Ulykken blev udløst, da den 20-årige mand passerede gennem krydset ved Søren Frichs Vej og her mistede kontrollen over sin bil som startede med at knalde ind i autoværnet på stedet, hvorefter bilen rullede rundt og skred på tværs af flere kørebaner, henover midterrabatten og ud i den modsatte vejbane – lykkeligvis var der ikke stor trafik på uheldstidspunktet og derfor blev ingen andre bilister involveret i ulykken.