Bilist chanceløs: Bil gennemboret af faldende træ

HILLERØD: Tirsdag aften slap en kvindelig bilist med livet i behold, da et træ pludselig styrtede omkuld og nedover hendes bil, så flere grene røg gennem forruden.Det bizarre uheld skete ved 18-tiden på Skovledet, tæt på krydset til Københavnsvej.

Uheldet medførte en kortvarig afspærring af vejbanen grundet det væltede træ lå ovenpå kvindens bil, og udover resten af vejbanen. En ambulance tilså kvinden, som viste sig at være fuldstændig uskadt efter mødet med det væltede træ.

Kvinden var kommet kørende ad Skovledet, da hun bemærker et træ som begynder at hælde voldsomt ud over vejbanen. Det går op for kvinden at træet er i fuld gang med at styrte omkuld, og hun bremser i sidste øjeblik hårdt op og trækker ud i siden af vejbanen i et forsøg på at undgå træet.

Uheldigvis beslutter træet sig for lige at vride sig lidt på vejen ned mod jorden, og knalder ned over kvindens lille personbil, to kraftige grene gennemborer forruden og drives ind gennem førerkabinen – men uden at ramme den kvindelige bilist bag rattet.

Politi, brandvæsen og en ambulance kom til stedet, hvor politiet måtte regulere trafikken forbi uheldsstedet indtil der var ryddet op. Brandvæsnet fik skåret træet i flere stykker, og trukket det væk fra såvel kørebanen som den lettere nedtrykte bil.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)