Flere biler stukket i brand i Greve

(Arkivfoto: Allan Andersen)

GREVE: Onsdag aften kl. 20.45 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i to biler, der stod på en p-plads ved Dalhuset. Det lykkedes at begrænse branden i den ene bil, medens den anden udbrændte.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Bilerne stod med så stor indbyrdes afstand, at branden fra den ene ikke kan have bredt sig til den anden bil, og vidner i området kunne også oplyse politiet om, at en person i mørkt tøj havde kastet noget mod bilerne, der begge havde fået knust et vindue i forbindelse med brandens opståen.

Politiet skal nu undersøge de brændte biler nærmere, idet politiet arbejder med en tese om, at der kan være tale om forsætlig brandstiftelse.

Politiet var til stede i området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, men fandt ikke umiddelbart noget, der kunne føre frem til hverken mistænkte eller den konkrete brandårsag.

Kl. 23.50 fik politiet og brandvæsnet igen en melding om brand i en enkelt bil, der stod parkeret på Digehusets p-plads i Greve. Efter at brandvæsnet havde fået slukket ilden, kunne politiet konstatere, at også denne bil havde fået knust en rude, inden der var udbrudt brand i bilen.

Flere patruljer var igen i Askerød-området for at lede efter mistænkelige personer eller spor efter bilbrandene i aftens løb. Også denne bil formodes at være sat i brand i af p.t. ukendte gerningsmænd, som politiet nu forsøger at få identificeret i forbindelse med nærmere undersøgelse af de brændte biler.

De pågældende bilejere er underrettet om brandene i deres biler, og Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte set noget mistænkeligt i forbindelse med brandene i området.

Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.