Mand dræbt i fald fra skorsten

RINGSTED: Mandag kl. 09.25 fik politiet via alarm 112 kontakt til en anmelder, der kunne se en mand kravle højt op ad en høj skorsten ved en varmecentral i et beboelseskvarter på Ahorn Alle.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Brandvæsnet var allerede sendt til stedet, hvor brandvæsnets indsatsleder fandt en hårdt kvæstet mand liggende på det hårde underlag ved skorstenen.

Trods intens førstehjælp fra både brandvæsnet og ambulancepersonale lykkedes det ikke at redde mandens liv, og en læge fra den tilkaldte lægehelikopter måtte erklære manden for død.

Manden blev identificeret som en 35-årig mand fra Nykøbing F, hvis pårørende er underrettet om det tragiske dødsfald. Politiet betragter sagen som en tragisk hændelse.