Mand idømt to års fængsel for røveri af Jaguar

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi overvejer at indstille dommen til anke, da Nævningetinget ikke fandt det godtgjort, at der var tale om røveri af særlig grov beskaffenhed.

(Foto: Allan Andersen)

En 27-årig mand blev tirsdag ved et nævningeting ved Retten i Sønderborg idømt to års fængsel for et røveri, som fandt sted den 6. juni 2018 i en lejet feriebolig på Rømø.

Her brugte den 27-årige en hobbykniv til at true et ægtepar til at udlevere nøglerne til en Jaguar, hvorefter manden kørte væk fra gerningsstedet.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi havde rejst tiltale for røveri af særlig grov beskaffenhed, da røveriet var begået mod ægteparret under indtrængen i en privat feriebolig. Nævningetinget fandt det dog ikke godtgjort, at røveriet var begået i et privat hjem. Og Anklagemyndigheden vil nu overveje, om sagen skal indstilles til anke.

Den 27-årige blev også dømt for at have overtrådt knivloven, for at have kørt spirituskørsel i den røvede Jaguar og for at have kørt bil, mens han var frakendt førerretten.