Påsat skolebrand: Mand ført væk i DNA-dragt

(Foto: Allan Andersen)

HILLERØD: Alt tyder på at det er en påsat brand, som mandag aften hærger Hanebjerg Skole på Brødeskovvej i Nørre Herlev. En mand er ført væk iført dna-dragt og med hænderne stripset sammen.Brandmandskab fra Hillerød blev først alarmeret af en brandmelder på Hanebjerg Skole – men kort efter væltede det ind med alarmer hvilket udløste en udrykning af alt mandskab fra Falck’s brandstation i Hillerød, og assistance fra brandstationen i Allerød.

Ilden er med al tydelighed påsat, idet der ifølge Nordsjællands Politi er tale om flere arnesteder – altså steder hvor en gerningsmand har sat ild til brandbart materiale.

Mand anholdt
En mand som formodes at være anholdt er blevet kørt væk fra stedet, han var forinden blevet iført en dna-dragt og havde hænderne låst sammen med strips foran.

Nordsjællands Politi har dog overfor flere medier afvist at bekræfte om nogen er anholdt i forbindelse med branden – men fjernelse af en person i dna-dragt indikerer at politiet har fat i en mulig mistænkt i forbindelse med branden.

Hjemmeværnet indsat
Udover en stor mængde af brandfolk og politi – herunder flere hundepatruljer – er også Politihjemmeværnet blevet alarmeret for at bistå politiet med afspærringen og bevogtningen af den brandskadede skole.

Teknikere skal tirsdag arbejde på skolen for at sikre spor og materiale til den videre politiefterforskning af den påsatte brand.

(Foto: Allan Andersen)