Politi: Bilist slap uskadt fra solouheld

ESBØNDERUP: Torsdag morgen gik det grumme galt for en 37-årig bilist på Gillelejevej. Det glatte føre fik bilisten til at miste kontrollen over sin bil som endte med at knalde ind i et træ, og udløste en spærring af Gillelejevejen, midt i morgentrafikken.

Den 37-årige mand kom kørende i retning mod Gilleleje ad Gillelejevej, og ifølge Nordsjællands Politi mistede manden kontrollen over bilen som skred ud og endte med at ryge ud i grøften. Udfra skaderne kan det også ses at bilens førerside er knaldet ind i et træ på uheldsstedet, men utroligt nok er meldingen fra Nordsjællands Politi at den 37-årige mand er sluppet uskadt fra uheldet som efterlod hans bil som et vrag.

Uheldet som skete omkring kl. 06.40 medførte en total afspærring af Gillelejevej mens politi, ambulance og redningsmandskab fik ryddet op på uheldsstedet. Det blev dog ikke nødvendigt at tilkalde brandvæsnet for at få ordnet uheldsstedet som igen kunne passeres kort før kl. 08.00.

Mens den 37-årige mand kom en tur på skadestuen for en sikkerheds skyld, så blev den ødelagte personbil trukket væk fra uheldsstedet og placeret på P-pladsen hos Rema 1000. Her blev bilen hensat, uheldigvis med det resultat at der løb en hel del olie udover parkeringsarealet, hjulpet godt på vej af dagens regn.

Bilen viste sig iøvrigt at have problemer med forsikringen, idet der ikke var en lovpligtig ansvarsforsikring på køretøjet og derfor afmonterede politiet nummerpladerne på den ødelagte bil. Den blev herefter udstyret med et klistermærke som giver den 37-årige mand 48 timer til at få bilen fjernet fra parkeringspladsen.

Den 37-årige mand slap ifølge politiet uskadt fra uheldet. (Foto: Allan Andersen)
Den ødelagte bil fik givet p-pladsen en noget farverig overflade i løbet af torsdagens regn. (Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Senest lørdag morgen skal den smadrede bil være fjernet fra stedet. (Foto: Allan Andersen)