21-årig i hidsig biljagt: Kørte på cykelsti med politiet i bagdækket

(Arkivfoto: Allan Andersen)

NAKSKOV: Når man ikke har noget kørekort, så er der huller i ens viden omkring færdselsregler, men ingen kan være i tvivl om at man skal stoppe når politiet giver tegn til det – eller at cykelstier ikke er beregnet til biler.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

En politipatrulje kørte onsdag aften i Nakskov, og på Højevej så betjentene en bil, som de besluttede sig for at standse.

Det var føreren af bilen dog ikke indstillet på, så han prøvede ihærdigt at køre fra politiet som så havde tændt udrykningssignalerne og nu forfulgte bilen.

Føreren, som viste sig at være en lokal mand på 21 år, kørte hidsigt ad flere veje og sågar blev en cykelsti også benyttet inden bilen endelig standsede ved Kattehale og føreren forsøgte at stikke af.

Han blev dog løbet op af en hurtig betjent, og han blev sammen med passageren i bilen anholdt. De er begge 21 år og fra lokalområdet, og det viste sig, at føreren af bilen havde ikke noget kørekort.

Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, for at køre på en cykelsti og for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Føreren var flere gange blevet sigtet for at køre uden kørekort, og hans bil blev derfor beslaglagt på stedet. Passageren blev løsladt uden nogen sigtelse.