22-årig fastklemt efter kollision med bus

LEJRE: Mandag eftermiddag kl. 16.09 skete et alvorligt sammenstød mellem en personbil og minibus, idet de stødte frontalt sammen i en kurve på Vibyvejen. Ulykken skete formentlig fordi personbilen kom over i modsatte vejbane, oplyser politiet.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Personbilen blev ført af en 22-årig mand fra Høje Taastrup, og ifølge politiets døgnrapport kom han over i den modkørendes vejbane, hvor hans bil ramte en minibus, der blev ført af en 52-årig mand fra Lejre og med to passagerer, en 13-årig pige og en 14-årig dreng.

Den 22-årige blev fastklemt, og fik alvorlige skader på sine ben og indre blødninger. Han blev frigjort og fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopter, men hans tilstand meldes at være stabil.

Den 52-årige chauffør på minibussen blev tilset på skadestuen efter uheldet, men både han og børnene slap fra uheldet uden fysiske mén. De var dog alle meget chokerede ovenpå ulykken, og fik tilbudt psykologbistand.

Føreren af personbilen fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve for at afklare om han evt. kan have været påvirket under kørslen. Vibyvejen var afspærret fra Birkevadsvej og frem til Hovedvejen i flere timer, mens rednings- og oprydningsarbejdet foregik på stedet.

Politiet undersøger nu sagen nærmere, for at få klarlagt årsagen til uheldet, samt om nogen kan drages til ansvar for at det skete.