48-årig mand fundet død i å

ODENSE: En 48-årig mand er lørdag formiddag fundet liggende død i Odense Å, lige ved Ejby Møllevej.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Den 48-årig mand blev fundet i åen kl. 10.36, og redningsmandskab var hurtigt fremme på stedet efter alarmopkaldet til 1-1-2. Det var en borger på gåtur som pludselig opdagede den døde mand liggende i åen.

– Vi får en anmeldelse, om at der ligger en mand ude i åen. Vi kommer frem og får ham i land og konstaterer så, at han er død, bekræfter vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi over for Ekstra Bladet.

Der er ikke nogen mistanke om en kriminel handling bag fundet af den døde mand, men der er tvivl om hvorvidt manden er druknet i åen – det er et punkt som et kommende ligsyn nu skal afgøre.

Vagtchefen for Fyns Politi fastslår dog overfor flere medier at alt tyder på en ulykke, og at de pårørende til den afdøde er underrettet.