Hovsa: DHL-vogn kilet uhjælpeligt fast i tunnel

(Foto: Allan Andersen)

HILLERØD: Tunnellen på Frederiksværksgade er et velkendt sted for større og mindre uheld, og mandag forsøgte endnu en bilist at køre gennem tunnellen med et køretøj som var over 2,7 meter. Det endte med en brat opbremsning.

Den uheldige bilist var fører af en varevogn fra transportfirmaet DHL, vognen kørte ind i tunnellen fra Nordhøjvej og skulle fortsætte videre ud på den anden side – men det satte bilens højde en effektiv stopper for.

Broen tillader passage for køretøjer på max 2,70 meter og tydeligvis var varevognen noget højere, idet den kilede sig effektivt fast under broen som dog tillod at bilen kom ca. halvvejs igennem tunnellen inden den kilede sig uhjælpeligt fast.

Det går nok……men fysikken satte en effektiv stopper for den videre kørsel. (Foto: Allan Andersen)

Bilen blev ganske enkelt kilet fast mellem loftet og asfalten, og sad uhjælpeligt fast – meget fast. Modsat så mange andre kunne denne bil dog komme ind i tunnellen, som tydeligvis er en anelse højere i den ene ende, uden at rive hele alukassen af bilen.

Mandskab fra Dansk Autohjælp kom ud til stedet, og den første manøvre bestod i at lukke luften ud af bilens dæk, men dette skabte absolut ingen forskel da bilen fortsat sad grundigt fast. Herefter blev det undersøgt om det var muligt at få bilen trukket baglæns ud, og det stod hurtigt klart at dette var den eneste mulighed for at få bilen fri i nogenlunde hel tilstand – men det blev ikke nemmere af den grund.

Nordsjællands Politi meddelte kl. 18.40 på Twitter at tunnellen var spærret totalt for trafik, og ifølge flere lokale i området havde bilen allerede her holdt fastklemt i over 1½ time og skabt en effektiv prop.

Det var på tale at få bilen ud med hjælp fra brandvæsnet, men her ville indsatsen have været præcist den samme som den Dansk Autohjælp havde gang i og derfor blev brandbilerne holdende i garagen.

SOS Dansk Autohjælp havde opgaven med at få bilen ud af tunnellen – det var ikke helt nemt….(Foto: Allan Andersen)

Mandskabet fra Dansk Autohjælp forsøgte først med et simpelt træk – men uden at bilen rokkede sig en millimeter. Herefter blev der lagt en kasteblok ind i trækket, og nu bevægede noget sig da også – det var uheldigvis redningsvognen som blev trukket baglæns ind i tunnellen, mens DHL vognen blev stående.

Det var af hensyn til vejbelægningen ikke muligt at bruge redningsvognens ‘søm’ som ellers kunne have haft låst bilen fast i jorden, men et forsøg med en mand i førerhuset som holdt bremsen i bund mens der blev trukket fik endelig den ønskede virkning efter godt to timers arbejde på stedet.

Med en voldsom hylen og skraben mellem metallet og loftet i tunnellen lykkedes det omkring kl. 20.40 endelig at få DHL vognen til at rokke sig, og endelig komme ud af tunnellen. Bilen havde skader på bla. baghjulene som stod skævt efter ‘befrielsen’ og selve alukassen havde også en hel del skader efter den ublide medfart.

Inden bilen dog kunne fjernes måtte der igen puttes luft i dækkene på varebilen, hvorefter den blev trukket væk fra stedet for endelig at blive læsset på redningsvognen for borttransport.

Passagen var helt ryddet omkring kl. 21.15.

(Foto: Allan Andersen)