Mor anmeldte blufærdighedskrænkelse af 12-årig datter

KØGE: Mandag eftermiddag kl. 14.20 anmeldte moren til en 12 årig pige, at datteren om morgenen omkring kl. 07.40 til 07.50 ved en lille rundkørsel på Ravnsborgvej var blevet antastet af en mand, der havde stoppet hende på cyklen på vej til skole.

(Modelfoto: Politi.dk)

Manden havde sagt hej og lagde sin hånd på hendes skulder. Herefter lagde han sin hånd på hendes hofte og spurgte om hun ville med ham hjem. Pigen sagde hun skulle i skole og cyklede væk fra stedet sammen med hendes veninde, der var kommet til stedet.

Pigen beskrev manden som: Dansk af udseende, 50-60 år, 170-175 cm, fedladen, kort gråt hår, talte dansk, runde sorte briller, sort og brunplettet leopardlignende jakke, ældre rusten cykel.

Politiet efterforsker nu sagen og vil meget gerne i kontakt med vidner, der har set den beskrevne mand omkring Ravnsborgvej i Køge. Kontakt lokalpolitiet i Køge på tlf. 114.