Politiet satte fokus på cyklister og knallertkørere

(Modelfoto: Allan Andersen)

Politiet gennemførte i uge 4 fra mandag den 21. januar til søndag den 27. januar 2019 en målrettet indsat mod cyklister og knallerter. Fokus var på adfærd i trafikken såsom manglende lys, kørsel frem for rødt lys, kørsel på fortov og anden trafikfarlig og generende adfærd. Der blev også kigget på køretøjernes tilstand, herunder konstruktivt ændrede knallerter med hastigheder over det tilladte.

(Modelfoto: Allan Andersen)

I 2017 var cyklister og knallertkørere involveret i lidt over 1000 ulykker med personskade, hvor 27 cyklister og 9 knallertkørere blev dræbt. Over den seneste 5-årige periode har antallet af alvorlige ulykker for cyklister og knallertkørere, været status quo.

Ved indsatsen i uge 4 2019 blev der i hele perioden standset 3231 køretøjer herunder biler, cykler og knallerter. Der blev konstateret 1206 forseelser, heraf bl.a.:

• Kørsel frem for rødt/gult lys:  224
• Lygteføring, forkert eller mangelfuld: 185
• Cyklist/knallert – kørsel på fortov/gangsti: 150
• Cyklist/knallert – kørsel mod ensretning: 87
• Benyttet håndholdt mobiltelefon: 87
• Hastighedsoverskridelse ved konstruktivt ændrede knallerter: 35
• Styrthjelm ikke benyttet: 3

Under den tilsvarende indsats i uge 9 i 2018 blev der konstateret væsentligt færre sigtelser, nemlig 727. Samtidig blev 1552 køretøjer bragt til standsning, hvilket svarer til cirka halvdelen af denne uges standsede køretøjer.

“Da vi i færdselspolitiet helt grundlæggende arbejder for at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, og da cykler og knallert i 2017 var repræsenteret i ca. hvert 3. uheld, fortsætter vi også vores fokus på dette område”, udtaler politiassistent, Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.