Røveri: Mand overfaldet med slag og spark i elevator

GREVE: Onsdag morgen blev der anmeldt et gaderøveri mod en ung mand på Hundige Stationsvej.

(Foto: Allan Andersen)

Onsdag morgen kl. 06.13 anmeldte en 22-årig mand fra Brøndby via en hjælpsom medborger, at han på et ukendt tidspunkt fra kl. ca. 05.00 og frem til kort før anmeldelsen var blevet overfaldet på Hundige S-station og frarøvet sin mobiltelefon, et ur, pung og nogle cigaretter.

Han var forinden overfaldet kommet med S-toget til Hundige S-station, hvor han faldt i snak med nogle mænd, som han ikke kendte. De kørte bl.a. i elevator sammen, og pludselig blev den 22-årige overfaldet med slag og spark på kroppen og i hovedet af to mænd, der blev beskrevet som:
A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Iført: grøn Peak Performance-jakke
B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Iført: Sort Peak Performence jakke. 

En tredje mand forsøgte at komme den 22-årige til undsætning, og denne mand blev beskrevet som:
C: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Et jakkesæt.

Politiet kørte offeret hjem og vejledte ham om at henvende sig på en skadestue til fornøden behandling for skader i primært hovedet som følge af overfaldet. Med hjælp fra eventuel overvågning fra DSB forsøger politiet nu at få de mistænkte overfaldsmænd identificeret.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der måtte have bemærket de tre personer i området ved Hundige S-station i de tidlige morgentimer nytårsmorgen.

Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.