To mænd varetægtsfængslet i sag om narkotikasmugling

(Modelfoto: Lars Aarø / Østjyllands Politi)

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fremstillede i formiddags kl. 10.00 ved retten i Nykøbing F. en 26-årig mand, der – sammen med en anden mand – er sigtet for indsmugling af 840 gram amfetamin.

(Modelfoto: Østjyllands Politi)

Indsmuglingen er iværksat ved bestilling af narkotika på internettet og sendt i tre breve fra Tyskland til en adresse på Østlolland. I forbindelse med brevenes rute gennem postfordelingscenteret i Taastrup, konstaterede SKAT, at der var 280 gram amfetamin fordelt i hvert brev, hvorefter sagen blev anmeldt til politiet.

Den 26-årige blev varetægtsfængslet til den 19. februar 2019.

I samme sag foretog politiet i lørdags anholdelse af en 35-årig mand, ligeledes bosiddende på Østlolland. Den 35-årige fremstilledes i Grundlovsforhør søndag og varetægtsfængsledes til den 18. februar – ligeledes sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om narkotikasmugling.

Politiet har ikke yderligere oplysninger til sagen, idet der er sket fremstilling af dem begge for lukkede døre.