BLITZ: 19-årig mistede kortet med 108 km/t i 50-zone

En aften i forrige uge måtte en ung mand sande, at det har sin pris at træde sømmet i bund og overtræde hastighedsbegrænsningerne. Heldigvis var der ingen, som kom til skade, og den unge mand får derfor i denne omgang selv lov til at betale prisen, skriver Nordsjællands Politi.

(Foto: Allan Andersen)

En ATK-vogn fra Nordsjællands Politi holdt den pågældende aften på Højmosen i Hørsholm, hvor der er byzone og en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. I løbet af aftenen blev 11 taget for at køre for stærkt på strækningen, hvoraf fem fik klip, men særligt en bilist tiltrak sig ordensmagtens opmærksomhed.

En mandlig bilist kom kørende med 108 km/t og kørte således mere end 100% for stærkt. Selv efter den fastsatte rabat på 4 km/t, som fratrækkes når man kører over 100 km/t, kørte han over dobbelt så stærkt som tilladt.

– Og bilisten vidste godt at den var gal, skriver Nordsjællands Politi i et opslag på Facebook, og fortsætter:

– De fleste bilister lægger mærke til det røde glimt, når de bliver blitzet, og så kører de videre, muligvis mens de bander højlydt for sig selv på deres videre færd. Men denne bilist, en 19-årig mand, standsede i stedet bilen, da han havde set lyset, og henvendte sig til os i ATK-vognen. Han var nemlig godt klar over, at hans kørsel ville udløse en klækkelig bøde og ville gerne lige forberede sig på, hvad den ville lyde på.

Den 19-årige mand har måttet indkassere en bøde på 5000 kroner, prisen for at køre over 100% for stærkt og dertil yderligere 1000 kroner for at køre mere end 30% for stærkt – den unge mand mister desuden også sit kørekort de næste seks måneder. Når de seks måneders ubetingede frakendelse er overstået, kan han se frem til ny teori- og køreprøve og en mulighed for at lytte bedre med i afsnittet om fartgrænser på køreskolen.

– Det blev den unge bilist gjort bekendt med allerede 24 timer efter episoden, da vi troppede op på hans bopæl og sigtede ham for overtrædelse af færdselsloven, oplyser Nordsjællands Politi om sagen.

Når hastigheden er så høj, som i denne sag, så behandler politiet sagerne med det samme. Det sker for at sikre andre trafikanter, at bilisten ikke lige med det samme får mulighed for at køre bil igen.

Kører du galt med en hastighed af den karakter, kan det have fatale konsekvenser – for dig selv og andre. Og det vil vi gøre alt for at sætte en stopper for – så kør forsigtigt. Det er for både din og andres sikkerhed. Husk på, at vi hellere vil have, at du bidrager til færdselssikkerheden end til bødekassen.

//Nordsjællands Politi