Drabsforsøg: 23-årig kvindes bil gennemhullet af skud

(Foto: Allan Andersen)

SLAGELSE: Der blev i nat affyret flere skud mod et køretøj på en p-plads på Ingemannsvej ved sygehuset i Slagelse.

(Foto: Allan Andersen)

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog mandag klokken 22.38 en anmeldelse om at der var affyret flere skud mod et køretøj på en parkeringsplads på Ingemannsvej ved Slagelse Sygehus. Køretøjet blev ført af en 23-årig kvinde, der dog ikke blev ramt af skuddene.

Politiet har natten igennem foretaget en række undersøgelser på gerningsstedet for at klarlægge hændelsesforløbet. Undersøgelserne er fortsat i gang, hvorfor der ikke kan oplyses nærmere detaljer.

Sagen efterforskes som drabsforsøg, men der kan endnu ikke oplyses nærmere om motivet for skyderiet.

Politiet er meget interesseret i at modtage henvendelse fra vidner, der har været i området ved Ingemannsvej og Slagelse Sygehus i tidsrummet fra mandag mellem klokken 22.00 og klokken 22.45 og som kan have observeret mistænkelige personer eller køretøjer.