Mand med gevær skabte nervøsitet

(Modelfoto)

ROSKILDE: Onsdag eftermiddag kl. 15.29 fik politiet en anmeldelse fra en bekymret og opmærksom borger, der i gågaden i Roskilde havde set en mand med et gevær under sin lange frakke.

(Modelfoto)

Manden blev efterfølgende set i en jagtforretning, men politiet rykkede alligevel talstærkt ud til området for at sikre sig, at en kriminel hændelse med geværet ikke skulle finde sted. En 75-årig mand fra Nordsjælland, der passede på anmelderens beskrivelse, blev fundet i jagtforretningen og indrømmede, at han havde båret sit gevær under frakken.

Han havde henvendt sig til butikken for at få geværet repareret, hvilket anses som et legalt forhold.

Manden blev dog kraftigt formanet af politiet, så han i fremtiden sørger for at transportere sit gevær, så det ikke skaber utryghed omkring ham. Manden så også det store politiopbud og blev klar over, hvor alvorlig en situation, han havde skabt.

Politiet vil gerne takke den opmærksomme borger, der hurtigt ringede ind med anmeldelsen.