Naboer slog alarm: Politi slog vindue ind hos syg 75-årig

(Modelfoto: Allan Andersen)

SOLRØD: Syg mand fundet i live af politiet på Fredensbovej efter naboer slog alarm.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Onsdag aften kl. 18.28 kontaktede bekymrede borgere politiet, da de ikke havde set deres 75-årige nabo i flere dage, og han åbnede ikke døren. De havde bemærket at han ikke havde hentet sin avis som han plejede, og at der ikke var tændt lys som vanligt.

En patrulje blev sendt til adressen, og politiet kontaktede mandens pårørende, der heller ikke havde haft kontakt med manden.

Patruljen fandt en stige, så de kunne se ind ad vinduerne til huset første sal, og her så de manden ligge livløs på gulvet. Betjentene knuste en rude, så de kunne komme ind og fandt den 75-årige i live, men i svag tilstand. En ambulance kom straks til stede og kørte den syge mand til hospitalet til behandling.

Politiet underrettede de pårørende om fundet af den 75-årige, der efter omstændighederne har det godt.

Politiet vil gerne rose de opmærksomme naboer for deres omsorg og handlekraft, der gjorde det muligt for politiet at hjælpe den syge mand på hospitalet.