Nægtede at stoppe: 31-årig mand høstede stribevis af sigtelser

(Modelfoto: Allan Andersen)

NØRREBALLE: En politipatrulje kørte natten til tirsdag ved Nørreballe, og på Vestre Landevej så politibetjentene en bil, som de besluttede sig for at tjekke nærmere.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Føreren af bilen accelererede imidlertid, og selv om politibilen havde udrykning på, standsede han ikke. Kørslen fortsatte til Hovedgaden i Søllested, hvor bilen endelig standsede.

Føreren var en 31-årig mand fra Taastrup, og han virkede påvirket af stoffer.

Han blev derfor anholdt klokken 01.58 og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da han var frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Den 31-årige blev også sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for ikke at give tegn. Efter afhøring blev den 31-årige løsladt igen klokken 02.38.