‘Telefonfis’: Falsk politibetjent ringede uskyldige op

I tidsrummet fra tirsdag aften kl. ca. 18.30 og til kl. 19.15 modtog Midt- og Vestsjællands Politi henvendelser fra fem forskellige mænd fra Roskilde, Lejre, Frederikssund og Guldborgsund kommuner om, at de alle var blevet kontakt af en person, der havde udgivet sig for at være politimand fra Midt- og Vestsjællands Politi.

(Foto: Politi.dk)

Alle var blevet ringet på deres mobiltelefon, hvor opkaldsnummeret fremgik som Midt- og Vestsjællands Politis officielle telefonnummer 46351448.

De fem mænd var alle blevet ”beskyldt” for at have et udestående med politiet – omhandlende forskellige sager lige fra varetægtsfængsling i en voldtægtssag over mistanke om vold til mindre sager om hastighedsovertrædelser.

Alle havde efterfølgende kontaktet politiet for at få bekræftet deres mistanke om, at der var tale om en slags ”telefonfis”. Politiet kunne berolige alle fem med, at Midt- og Vestsjællands Politi ikke kendte noget til opkaldene, da de ikke var mistænkt for de beskyldninger, der var fremsat i det uautoriserede telefonopkald.

Politiet undersøger nu telefonopkaldene i et forsøg på at få identificeret den person, der foretog opkaldene, da politiet reelt kan mistænke vedkommende for uberettiget at have udgivet sig for en offentlig myndighed.