Vidner søges: Død mand udsat for grov vold før brand

(Foto: Allan Andersen)

Midt- og Vestsjællands Politi søger nu vidner i brandsag, hvor en 65-årig mand blev fundet død i sit hjem under mistænkelige omstændigheder.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Midt- og Vestsjællands Politi modtog torsdag morgen kl. 07.14 en anmeldelse om brand i en ejendom på Færgevej 4 i Gundestrup ved Grevinge  i Odsherred.

Politi og brandvæsen var hurtigt fremme på stedet og fik ilden under kontrol. I huset blev der fundet en 65-årig mand, der var afgået ved døden. Manden er nu identificeret og nærmeste pårørende underrettet.

Dødsfaldet efterforskes som en drabssag, da afdøde har nogle skader, der er påført forud for branden. Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp.

”Vi er meget interesserede i at tale med vidner, der måtte have bemærket noget mistænkeligt i området omkring Færgevej 4 i Gundestrup og på vejstrækningen Nykøbingvej imellem Holbæk og Vig i tidsrummet fra onsdag formiddag omkring kl. 10.00 til torsdag morgen, hvor branden startede. Det kan være personer, køretøjer eller noget som afviger fra det normale i området. Skulle nogen sidde inde med en konkret mistanke eller i øvrigt har oplysninger i sagen, vil vi meget gerne tale med dem”, udtaler vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er leder af efterforskningen.

Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.