ATK afslørede bilist uden kørekort

NAKSKOV: Mand nappet i automatisk trafikkontrol, og uden kørekort og i en uindregistreret bil, men vejen frem til ham var lidt snørklet.

(Foto: Midt- og Vestsjællands Politi)

Den 9. januar 2019 stod en af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol på Maribovej ved Nakskov. Her blev Peugeot målt til at køre for hurtigt, men den person, der stod som registreret ejer af bilen fortalte, at bilen var solgt videre.

Tirsdag fandt politiet så frem til den nuværende ejer, en 36-årig kvinde fra Maribo. Hun oplyste, at det var en 47-årig mand fra Maribo, der havde kørt bilen, da den blev blitzet, og han var da ganske rigtigt også til at genkende ud fra fotoet.

Den 47-årige havde imidlertid ikke noget kørekort, så han blev både sigtet for kørsel uden førerret og for at køre for hurtigt. Den 36-årige kvinde blev sigtet for at overlade sin bil til en person, der ikke havde kørekort, og da bilen var blevet teknisk afmeldt inden hastighedsmålingen, blev hun sigtet for at have ladet den 47-årige køre i en uindregistreret bil uden forsikring.