Flere anholdt i sag om smugleri af 16 mio. kopicigaretter: Stor politiaktion i Polen og Danmark

Seks personer fremstilles i grundlovsforhør torsdag morgen efter koordineret aktion af Særlig Efterforskning Vest.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Særlig Efterforskning Vest (SEV) har igennem en længere periode, gennemført en omfattende efterforskning imod et internationalt kriminelt netværk, som indsmuglede store mængder kopicigaretter fra Polen til Danmark. Der er tale om en overtrædelse af straffeloven ved grov indsmugling af ikke under 16 millioner kopicigaretter og herunder et afgiftstab for den danske stat på 15 – 20 millioner kroner. Kopicigaretterne blev indsmuglet med henblik på videredistribution til et større netværk i Danmark.

SEV har i løbet af efterforskningen haft et tæt samarbejde både SKAT og politiet  i Polen. Tirsdag aften blev der  i Polen beslaglagt tre millioner kopicigaretter, og to polske statsborgere blev anholdt. Dem vil SEV nu anmode om at få udleveret til strafforfølgning i Danmark.

På baggrund af efterforskningen, gennemførte SEV onsdag en koordineret anholdelses- og ransagningsaktion på flere adresser i Jylland med assistance fra SKAT.  Syv personer blev anholdt, og seks af dem fremstilles torsdag morgen kl. 9.30 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De personer, der fremstilles er i alderen 42-54 år.

Af hensyn til efterforskningen vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre, hvorfor politiet p.t. ikke ønsker at oplyse yderligere i sagen.