Gemte sig i lastbiler: Ni albanere anholdt på Esbjerg Havn

ESBJERG: Personerne blev anholdt i forbindelse med, at de havde gemt sig i lastbiler med det formål at komme illegalt med DFDS-godsfærgen til England.

(Arkivfoto: Midt- og Vestsjællands Politi)

Syd- og Sønderjyllands Politi har det seneste døgn anholdt i alt ni yngre albanske mænd på havnen i Esbjerg.

Personerne blev anholdt i forbindelse med, at de havde sneget sig ind på det indhegnede terminalområde på havnen og gemt sig i lastbiler med det formål at komme illegalt med DFDS-godsfærgen til England.

Samtlige ni anholdte er sigtet for husfredskrænkelse, hvorefter de fortsat vil blive tilbageholdt med henblik på udvisning med indrejseforbud i Danmark.

I 2019 har Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt i alt 54 personer i forbindelse med, at de har opholdt sig ulovligt på havnen i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden 2015 opdaget personer på havnen, som forsøgte at komme illegalt til England.

Der har i perioder været udsving i antallet af anholdte, men politiet er løbende meget opmærksom på situationen og patruljerer på havnen, lige som myndigheden har et godt samarbejde med DFDS og Esbjerg Havn om situationen.