Lygtefejl på lastbilen endte med stor bøde

Mandag aften var en færdselspatrulje fra Tungvognscenter Øst på patrulje omkring Greve, hvor de stoppede en lastbil med en lygtefejl. Det blev en dyr en af slagsen.

(Foto: Midt- og Vestsjællands Politi)

 

En 62-årig rumænsk chauffør blev mandag aften bragt til standsning ved Greve, da en færdselspatrulje opdagede en lygtefejl på det rumænske vogntog. Men nærmere undersøgelser af lastbilen og vogntoget viste, at lygtefejlen var chaufførens og vognmandens mindste problem.

Lastbilens SCR-system, der renser udstødningsgassen for de meget giftige partikler, var i stykker. Normalt vil det efter noget tid betyde, at denne type lastbil vil gå i nødprogram, og motorkraften vil reduceres væsentligt. Da dette ikke var sket, mistænkte politiet chaufføren for at have manipuleret med SCR-systemet.

Betjenten undersøgte lastbilen og chaufføren og fandt netop en emulatorboks i handskerummet, der kan bruges til manipulation af SCR-systemet.

I chaufførens bukselomme fandt han desuden en lille, men meget kraftig magnet, der kan bruges til at manipulere med lastbilens kontrolapparat, der registrerer kørsel og hvil. Når denne magnet sættes på gearkassen, vil kontrolapparatet registrere hvil i stedet for kørsel.

(Foto: Midt- og Vestsjællands Politi)

En alvorlig foreseelse
Vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Peter Stryhn ser ikke med milde øjne på den form for manipulation.

– Det er meget alvorligt, når chauffører og vognmænd på denne måde manipulerer med systemerne, som er designet for at skabe øget sikkerhed på vejene, og som skal nedbringe forureningen med de farlige partikler. Derfor er jeg rigtig glad for, at vores betjente stoppede lastbilen, selvom det i første omgang kun drejede sig om et problem med lygterne. De fik undersøgt forholdene til bunds, og jeg håber nu, at det kan skabe større frygt hos de kriminelle, der forsøger at snyde med sikkerhedsreglerne, siger han.

På lastbilens gearkasse kunne betjenten se ridser og slitage fra magneten, der altså havde været påmonteret for at fuske med køre- og hviletiderne.

Chaufføren fik en bøde på 6.000 kr. for at være i besiddelse af en genstand, der kunne anvendes til manipulation af kontrolapparatet samt en bøde på 7.500 kr. for emulatorboksen.

Vognmanden fik en bøde på det dobbelte, altså 12.000 og 15.000 kr. Den samlede bøde løb dermed op i 40.500 kr. Dertil kom udgiften til lovliggørelse af SCR-systemet på nærmeste autoriserede værksted.

Det er syvende gang bare i år, at politiet har en lignende sag om manipulation med kontrolapparaterne i lastbiler, viser en gennemgang foretaget af Midt- og Vestsjællands Politi.