Mand dræbt i arbejdsulykke: Mast under 1,2 tons komprimeret affald

ROSKILDE: Torsdag aften kl. 17.37 rykkede redningspersonale og politi ud til en arbejdsulykke på Håndværkervej, idet en mand var kommet særdeles alvorligt til skade ifølge de første meldinger.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Den alvorligt kvæstede mand lå på jorden og fik livreddende førstehjælp ved politiets ankomst til ulykkesstedet.

Den kvæstede blev efterfølgende bragt til skadestuen, hvor en læge konstaterede ham død kort efter på grund af de svære kvæstelser som han havde pådraget sig ved ulykken.

Der var tale om en 28-årig mand fra Holbæk, der i en lastbil var kørt til ulykkesstedet, hvor lastbilens gods i form af ca. 1.200 kg tunge ”bigballer” af komprimeret affald skulle læsses af.

Under aflæsningen var en ”bigballe” utilsigtet faldet ned fra ladet og ramt ned over den 28-årige med svære kvæstelser til følge. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til ulykkesstedet til nærmere undersøgelse af omstændighederne ved ulykken i samarbejde med politiet for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for dødsfaldet.

De pårørende til den 28-årige er underrettet om dødsfaldet, og politiet afventer nu Arbejdstilsynets udtalelse i sagen.