Motorcyklist hårdt kvæstet: Forulykkede under politijagt

(Foto: Allan Andersen)

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog fredag aften kl. 20.11 underretning fra Sydøstjyllands Politi om en episode kort forinden, hvor politiet eftersatte en motorcykel, som efterfølgende forulykkede ved rundkørslen ved Klank ved Galten.

(Foto: Allan Andersen)

Føreren af motorcyklen kom i forbindelse med ulykken alvorligt til skade.

Politiklagemyndigheden har på den baggrund iværksat en efterforskning efter retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen.

Politiklagemyndigheden kan kontaktes på 41 78 35 00 indenfor normal kontortid eller via e-mail på mail@politiklagemyndigheden.dk

Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.