Politiet søger vidner i sag om efterladt spædbarn

I forbindelse med sagen om en efterladt nyfødt pige fundet i Vanløse mandag aften søger politiet nu vidner.

Københavns Politi søger vidner i en sag om en efterladt nyfødt pige, der blev fundet ved en cykelsti på Grøndals Parkvej i Vanløse mandag 25. marts 2019.

Pigen blev fundet liggende i en indkøbspose fra Netto kl. 23.14.

Politiet søger vidner, der har set indkøbsposen fra Netto stå i gruset ved cykelstien nær krydset mellem Grøndals Parkvej og Gudenåvej i Vanløse i tidsrummet mellem kl. 19 – 23.14.

Det nyfødte spædbarn var svøbt i en mørkeblå hættetrøje af mærket ”Divided” fra H&M i str. S og havde et gråt uldtæppe omkring sig. Barnet var desuden iført en babyhue af mærket ”Joha” i str. 0-1 mdr.

Københavns Politi efterlyser derfor også vidner, der genkender disse effekter og har set dem i forbindelse med en gravid kvinde eller en kvinde, der meget nyligt har født.

Har du oplysninger til sagen, bedes du kontakte Københavns Politi på 114.