Tre campingvogne ødelagt efter kraftig fyrværkerieksplosion

MELBY: Mandag morgen omkring kl. 06.10 blev der slået alarm til 1-1-2 om en voldsom eksplosion på Bokildegårds Camping, en campingvogn med et ulovligt fyrværkerilager brændte efter en voldsom eksplosion.

Eksplosionen sårede en 55-årig mand og udløste en kraftig brand som antændte to campingvogne som stod ved siden af, den ene var en gammel grøn campingvogn som blev beskrevet som en sjælden veteranvogn af lokale på stedet.

En af campingvognene har tydeligt været offer for en kraftig eksplosion, idet metal er vredet udad og rester af bla. et fortelt er blæst i stumper og stykker og hænger rundt omkring i hække og træer.

Et område på 200 meter i radius blev under slukningsarbejdet afspærret grundet store mængder af ueksploderet fyrværkeri som lå spredt overalt omkring campingpladsen.

I en radius på op mod 200 meter lå der ueksploderet fyrværkeri, ca. 150 meter væk lå dette kraftige kanonslag midt på en gangsti på campingpladsen. (Foto: Allan Andersen)

Eksplosionen i campingvognen skete med så voldsom kraft at den kunne høres i Frederiksværk, og beboere omkring campingpladsen kunne mærke jorden ryste mens der røg fyrværkeri rundt i alle retninger fra den sprængte campingvogn.

– Vores vinduer klirrede, og der kom en masse mindre brag efter den første store eksplosion, det var simpelthen så sindssygt at være vidne til, fortalte et yngre ægtepar til Kriminalmagasinet Politirapporten udenfor campingpladsen.

Brandfolkene gik længe og efterslukkede på stedet, den campingvogn som havde indeholdt fyrværkeriet var fuldstændig splittet ad. (Foto: Allan Andersen)

En person blev kørt til behandling på hospitalet, han viste sig ikke at være i kritisk tilstand og blev udskrevet fra Hillerød Hospital kort efter kl. 09.30. Manden skal være identisk med en 55-årig mand fra Helsingør, og hans rolle ved eksplosionen er en af de ting som politiet nu undersøger.

Nordsjællands Politi oplyser at der resten af dagen vil foregå et større oprydningsarbejde af hensyn til sikkerheden på campingpladsen. Der var mandag formiddag kl. 10.30 endnu ikke taget stilling til, om der skal ske sigtelse af nogen personer.