16-årig voldsmand sigtet for vold og vidnetrusler

(Foto: Allan Andersen)

KORSØR:En16-årig knægt gjorde sig først til voldsmand ved at slå på en anden – og bagefter forsøgte han så at true sit offer til tavshed, det var et dumt valg.

(Foto: Allan Andersen)

Nogle uoverensstemmelser til en fest, førte fredag aften til, at to 16-årige fyre, begge fra Korsør, kom op at slås.

Den ene gav den anden et knytnæveslag i ansigtet, og politiet blev herefter tilkaldt. Den ene blev anholdt på Revvej i Korsør klokken 23.58 og sigtet for vold, og han blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 1.17.

Den 16-åriges forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.

Lørdag fik politiet en anmeldelse om, at den sigtede havde truet den anden 16-årige med tæv, hvis han ikke trak sin voldsanmeldelse tilbage. Det betød, at den 16-årige, der allerede var sigtet for vold, blev anholdt klokken 16.26 og sigtet for trusler mod vidner.

Han blev løsladt igen efter afhøring klokken 18.41.

Volden mod den 16-årige vil normalt kunne være klaret med en mild dom, men efter truslerne mod sit offer har den 16-årige voldsmand gravet et dybere hul for sig selv, idet man ser meget alvorligt på trusler mod vidner.

FAKTA: Straffeloven
§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

§ 123. Den, som med trussel om vold forulemper, eller som med vold, ulovlig tvang efter § 260, trusler efter § 266 eller på anden måde begår en strafbar handling mod en person, dennes nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.