25-årig mand svært kvæstet i soloulykke

HØNG: En 25-årig mand er torsdag aften kørt galt på Sorøvej, umiddelbart øst for Sæbyvej, og er blevet svært kvæstet ved ulykken.

(Foto: Local Eyes)

Ulykken medførte en total afspærring af Sorøvej i begge retninger, i første omgang for at give plads til redningsmandskabet og en lægehelikopter og senere for at en tilkaldt bilinspektør kunne foretage de tekniske undersøgelser.

Den 25-årige mands tilstand blev fra starten meldt kritisk, og han blev fløjet direkte til Odense Universitets Hospital hvor han dog senere blev meldt udenfor livsfare.

Politiet var tilstede på uheldsstedet og afsøgte et større område i søgen på eventuelt flere personer fra den smadrede bil, der blev dog ikke fundet nogen personer i området.

De pårørende til den kvæstede 25-årige mand er blevet underrettet.