29-årig iraker udvist: Dømt for voldtægt, grov vold, frihedsberøvelse og trusler

KOLDING: Retten i Kolding afsagde mandag dom i en sag mod en 29-årig irakisk mand fra Vejle. Manden har siddet varetægtsfængslet siden den 21. december 2018, tiltalt for ved grov vold og trussel om vold at have tiltvunget sig samleje med sin daværende kæreste igennem 6 måneder, og efterfølgende at have frihedsberøvet og truet hende.

(Modelfoto: Pixabay)

– Kæresten valgte efter episoden ikke at gå til politiet eller læge trods sine skader. 19 dage efter opsøgte manden hende dog og frihedsberøvede hende i 10 timer alt imens han truede hende. Det lykkedes hende til sidst at stikke af og politiet kunne derefter anholde manden, forklarer Anklager Tobias Engby om sagen.

Manden har igennem hele sagen nægtet sig skyldig. Retten valgte dog at kende ham skyldig i alle anklager imod ham på baggrund af vidneforklaringer, fremlagte sms-samtaler og billeder.

Retten udmålte straffen til 3 år og 6 måneders ubetinget fængsel på grund af forholdenes karakter, voldtægtens tidsmæssige udstrækning, skaderne og at manden havde begået forholdene i prøvetiden for en tidligere dom.

– Et helt afgørende spørgsmål i sagen var om tiltalte skulle udvises. Retten valgte at følge anklagemyndighedens påstand om udvisning af Danmark, og fastsatte i den forbindelse et indrejseforbud på 12 år, siger Anklager Tobias Engby.

Den 29-årige skal betale sagens omkostninger og 70.000 kr. i erstatning til den forurettede kvinde.