Brand i anneks afløst af voldsom skovbrand

(Arkivfoto: Allan Andersen)

GRIBSKOV: Søndag stod igen i udrykninger for brandmandskabet i Gribskov, for mandskabet i Gilleleje blev det til to udrykninger stort set lige efter hinanden.

Brandmandskabet fra Frederiksborg Brand & Redning i Gilleleje var de første til at ryge ud af porten, det skete kl. 13.47 hvor der blev slået alarm om ild i et anneks på Lærkevangen – angiveligt efter brug af ukrudtsbrænder.

De mange brandbiler vakte en del postyr på den ellers rolige villavej, men heldigvis var ilden begrænset og brandfolkene kunne nøjes med at skære nogle vægbrædder ud og slukke ilden.

Ingen personer kom noget til ved uheldet.

Politiet mødte op på Lærkevang ved anneksbranden, og den uforsigtige brug af ukrudtsbrænderen vil formentlig koste en bøde for overtrædelse af Beredskabsloven. (Foto: Allan Andersen)

Mindre end et kvarter efter alarmen om brand på Lærkevang måtte en af Gilleleje’s tankvogne sætte kursen mod Nødebo, hvor der kl. 13.58 var meldt om skovbrand og fra alarmcentralen afsendt en massiv udrykning til det berørte område hvor der var set både røg og flammer.

De første køretøjer kom alle fra brandstationen i Hillerød, og fandt frem til brandstedet tæt på krydset Hillerødvej – Nødebovej, og  tilkaldte her den nævnte tankvogn Gilleleje med det samme.

Det var dog kun begyndelsen, idet der til sidst var indsat massive styrker fra Hillerød, Gillleleje, Fredensborg og Helsinge samt en Drone fra Hovedstadens Beredskab til assistance.

Ifølge den lokale skovløber var der opstået brand i et område på ca. 5000 m2 af ukendte årsager, og det vakte en vis undren at ilden havde fået lov til at sprede sig så længe langs Hillerødvejen uden nogen havde slået alarm. Det var en cyklist som opdagede branden og fik slået alarm.

Der var indsat masser af mandskab til slukning af selve branden og den efterfølgende efterslukning af skovbunden hvor der lå masser af smålommer med gløder og gemte sig rundt omkring på det afsvedne område. Området blev dog undersøgt med en drone med termisk kamera, og på den måde kunne brandvæsnet få has på alle gløder små ildlommer som lå skjult under overfladen.

Først på aftenen kunne alt mandskab returnere til stationerne.