Hovsa: Spirituskørsel endte på en mur

JYDERUP: Mandag eftermiddag kl. 16.35 kørte en 70-årig kvinde fra Kalundborg i en personbil ad Holbækvej og kørte ind på et tankanlæg, hvor hun foretog en u-vending.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

I den forbindelse kørte kvinden ud over en kant med et fald på ½ -1 meter, så bilen sad fast på muren. Politiet kom til stedet og foretog en rutinekontrol af den 70-årige kvindelige fører, der viste, at hun var påvirket af spiritus over det tilladte.

Hun blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt.

Kvinden kom ikke til skade ved uheldet, men kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.