Mand løb efter to piger på løbetur

(Modelfoto: Allan Andersen)

SOLRØD STRAND: Onsdag aften kl. 21.44 fik politiet anmeldelse fra to piger på 14-15 år om, at de havde haft en besynderlig oplevelse under en løbetur.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Pigerne løb ad Københavnsvej i retning mod Solrød, da de bemærkede en varebil, der holdt i vejkanten længere fremme og en mand der gik rundt inde på et grønt areal tæt ved bilen.

Da pigerne kom tættere på så de at der lå en dyr mærkejakke henover cykelstien. De talte om at tage jakken med for at efterlyse ejeren på Facebook. Mens de talte, kom manden hurtigt hen imod pigerne, der blev skræmt, og derfor valgte at løbe videre.

Manden løb dog efter dem, så de standsede og talte med ham. Manden sagde, at jakken tilhørte hans veninde, men at han godt kunne skaffe dem en tilsvarende jakke. Pigerne var lidt forskrækkede over mandens opførsel, så de talte ham efter munden, gav ham et tilfældigt telefonnummer og løb herefter videre.

De så ikke mere til manden, der beskrives som:
Mand, Dansk af udseende, 45-50 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Kronraget / skaldet Yderligere kendetegn: Stor næse. Talte: Dansk.

Politiet undersøger nu sagen, og vil genafhøre pigerne, for at få klarlagt, om der er sket noget strafbart i forhold til mandens adfærd over for dem.