Politi: Indsatsen i København fortsætter

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Københavns Politi fortsætter sin store tilstedeværelse for at sikre roen. Natten til onsdag har budt på flere brande, og politiet har frihedsberøvet en række personer.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

I forlængelse af de seneste dages uro har Københavns Politi fortsat en stor tilstedeværelse for at sikre ro og orden. Samtidig er der stort fokus på det forebyggende og det efterforskningsmæssige arbejde.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

– Betjente vil være synlige i gadebilledet, og vi vil gerne opfordre alle bekymrede borgere til at komme og tage en snak med os, skriver Københavns Politi.

Den aktuelle status på situationen er, at der i løbet af tirsdag eftermiddag, aften og nat er registreret seks tilfælde af brand, som kan knyttes til de seneste dages uro. Det drejer sig om ild i fire forskellige containere på Nørrebro, Nordvest, Tingbjerg og Amager, ild i to skraldespande i Tingbjerg, samt ild i to biler på Nørrebro.

I forbindelse med politiets forstærkede indsats er 11 personer desuden i nat blevet frihedsberøvet ved Politilovens §5 i området omkring Sigynsgade på Nørrebro, hvor der kort efter midnat var optræk til uorden ved affyring af fyrværkeri og kanonslag.

Derudover har politiet forhindret en afbrænding ved Svenskerlejren i Brønshøj, hvor ukendte gerningsmænd havde klargjort containere med brandbare væsker.

Københavns Politi fortsætter de næste dage den omfattende indsats.