Politiet efterforsker fortsat bombetrussel i Aalborg

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Nordjyllands Politi arbejder på en række adresser i Aalborg, som hører til TECHCOLLEGE, herunder Aalborg Tekniske Gymnasium, siden skolens ledelse tidligt i morges modtog en bombetrussel pr. mail.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

”Truslen går ikke på en konkret adresse. Derfor arbejder vi systematisk og bredt. Vi gennemgår alle de relevante adresser,” forklarer politiinspektør Ole Kristensen om det politifaglige arbejde, man lige nu er i gang med.

Politiets bombehunde er sat på arbejde, og Nordjyllands Politi har ligeledes rekvireret EOD, Forsvarets sprængstofberedskab, til opgaven med at undersøge skolens adresser.

En helhjertet indsats – en massiv indsats
Det store politiopbud rundt omkring i Aalborg kan virke voldsomt. Men ifølge politiinspektør Ole Kristensen har det en naturlig forklaring:

”Vi tager denne bombetrussel alvorligt. Og derfor handler vi også ud fra det, og da der er tale om en stor skole med mange adresser, så vil man kunne se meget politi i byen. Vi opfordrer folk i området til at følge vores anvisninger på de berørte adresser og ellers tage det helt med ro,” siger Ole Kristensen.

Skoler og dele af indkøbscenter fortsat lukket ned
Da Aalborg Tekniske Skole har lokaler i dele af indkøbscenteret Friis på Nyhavnsgade 14, 9000 Aalborg, er dele af indkøbscenteret fortsat lukket ned.

TECHCOLLEGEs adresser i Aalborg, Aalborg Øst og Nørresundby er fortsat spærret af, så man tydeligt kan se, hvor man må færdes i øjeblikket.

Skolehjemmet på Øster Uttrup Vej i Aalborg vil også være spærret af.

Hvornår åbner skoler og indkøbscenteret igen?
Der er i øjeblikket ikke noget sluttidspunkt på politiets indsats i forbindelse med bombetruslen. Forældre og elever bedes holde sig orienteret via skolens egne kommunikationskanaler.

Nordjyllands Politi har ikke flere oplysninger i sagen i øjeblikket.