Politiets heste søger nyt hjem

Dansk politi har igen fået ridende beredskab. De fem nuværende heste skal på sigt have selskab af 15 andre, og derfor søger Rigspolitiet nu et nyt hjem til politihestene.

(Foto: Rigspolitiet / Cecilie Harry)

Man kan igen møde dansk politi på hesteryg i rigets gader og stræder. Politihestene – og deres ryttere – er nemlig i fuld gang med træningen, så de snart kan indgå i det løbende beredskab. På nuværende tidspunkt er træningen i gang med fem heste, men på sigt er det planen, at rytterisektionen skal råde over 20 firbenede kolleger.

”Vi har indtil videre haft hestene opstaldet på en dejlig gård på Amager. Det har vi været meget glade for, men der er desværre ikke plads til alle hestene, når vi kommer op på fuld styrke. Derfor er vi meget interesserede i at høre fra borgere, der har lyst til og mulighed for at huse de danske politiheste,” siger vicepolitiinspektør John Jensen fra Rigspolitiet.

Staldene skal ligge i nærheden af Hovedstadsområdet, da det er Københavns Politi, der står for det daglige arbejde med hestene. Ud over opstaldning til 20 heste skal der også være plads til personale og køretøjer.

De vrinskende medlemmer af politistyrken skal arbejde med en række politiopgaver med fokus på tryghedsskabende patruljering, særligt i turistområder og ved honorære begivenheder som royale arrangementer og Folketingets åbning. Her havde rytterisektionen desuden sin debut ved åbningen i oktober 2018.

De fem nuværende heste er af racerne Oldenborger og Dansk Varmblod.

Hvis du har en gård eller rideskole i eller nær Hovedstadsområdet, hvor der er plads til 20 politiheste, vil Rigspolitiet meget gerne høre fra dig. Kontakt udbudskonsulent Morten Jacobsen på tlf. 9135 7679.

Læs mere om kravene i udbudsmaterialet HER

Københavns Politi søger desuden heste, der har sind og fysik til at kunne løse politiets opgaver.

Politiet søger følgende:
Hesten skal være mellem 5-10 år og være tilredet. Vallaker er foretrukket.
Højde: 167-175 cm i stangmål.
Temperament: Rolig, stabil, modig. Den skal kunne bestå miljøtest udført af Københavns Politis Rytterisektion.
Hesten skal kunne bestå et helbredstjek inkl. gennemsyn af dens sygdomshistorik.

Har du sådan en hest, vil politiet gerne høre fra dig. Kontakt Københavns Politis Rytterisektion: Kristian Madsen, tlf. 6139 1098 eller Marianne Fich, tlf. 6119 7439.