Voldsomt uheld: Kvinde klippet ud af brandvæsnet

HELSINGE: Krydset Skovgårdsvej – Kildevej var 2. påskedag rammen for endnu et sammenstød efter en af bilisterne overtrådte sin ubetingede vigepligt. Ulykken var den anden i krydset på blot 10 dage.

Ambulance, brandvæsen og politi blev sendt afsted til ulykkesstedet omkring kl. 12.15, kort forinden var en ung kvinde i sin sølvgrå personvogn kørt ud fra Skovgårdsvej og angiveligt med den hensigt at svinge til venstre mod Tisvilde.

Fra Tisvilde-siden kom to mænd kørende i en større personbil med en autotrailer bagefter, og denne bil ramte direkte ind i siden af motorrummet på kvindens bil, som blev kastet en kvart omgang rundt på vejbanen og endte ude i tilkørselsbanen i krydset.

De to mænd slap begge uskadt fra kollisionen, og flere vidner til uheldet hastede til hjælp, herunder også en politibetjent som tilfældigt kom forbi uheldsstedet.

Kvinde klippet fri
Den uheldige kvindelige bilist havde efter kollisionen smerter i nakke/ryg og derfor tog redningsmandskabet ingen chancer, men klippede kvindens bil fra hinanden så hun med største forsigtighed kunne udtages.

Kvinden var på intet tidspunkt fysisk fastklemt i bilen, men var blot ‘teknisk fastklemt’ hvilket betyder at redningsmandskabet klipper bilen fra hinanden så patienten kan blive udtaget så sikkert som overhovedet muligt. På uheldsstedet vakte det en vis undren at der ikke på nogen af de implicerede biler var udløst airbags, men da der i begge tilfælde var tale om meget nye biler er der næppe tale om nogen form for fejl på nogen af bilerne.

Brandfolkene assisterede ambulancepersonalet med udtagning af den kvindelige bilist, og først da hun var sikkert placeret i ambulancen påbegyndte brandfolkene oprydningsarbejdet på uheldsstedet.

Læs også: To biler kollideret: Motorrum knust på personbil

Den unge kvinde er bragt til behandling på Hillerød Hospital, og der er mandag eftermiddag endnu ikke noget nyt om hendes tilstand.

Næppe alvorlige skader
Trods de dramatiske omstændigheder var der ikke tale om nogen så alvorlig tilskadekomst, at det var nødvendigt at Bilinspektør eller politiets teknikere skulle undersøge uheldsstedet – det gjorde at uheldsstedet hurtigt kunne ryddes for vragrester og de ødelagte biler køres ind til siden.

Trods de store skader på begge biler kunne brandfolkene starte motorerne, og køre bilerne ind til siden ved egen kraft, noget som man ikke umiddelbart skulle tro udfra skadernes omfang.