14 personer tiltalt i sag om flere drabsforsøg

(Foto: Allan Andersen)

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi rejser tiltale mod 14 personer for en række drabsforsøg og våbenbesiddelser.

(Foto: Allan Andersen)

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale mod i alt 14 personer for en række drabsforsøg og våbenbesiddelser begået i september 2018 som led i den seneste bandekonflikt i Københavnsområdet.

Seks af de tiltalte blev anholdt og varetægtsfængslet den 26. september 2018 i et sommerhus i Rødvig, og der er herefter løbende sket anholdelse og varetægtsfængsling af de øvrige tiltalte.

Sagen vil blive behandlet ved et nævningeting i Københavns Byret i perioden fra den 4. december 2019 til den 7. maj 2020. Der er i alt afsat 34 retsdage.

Der er nedlagt navneforbud for samtlige tiltalte i sagen, Københavns Politi har ikke yderligere oplysninger om sagens indhold for nuværende.