29-årig dræbt på stedet i kollision med betonkanon

SLANGERUP: Fredag morgen mistede en 29-årig mand livet i et voldsomt trafikuheld i krydset Hørupskovvej – Hørupvej. Formentlig var den skarpe morgensol årsagen til dødsulykken.

Den voldsomme færdselsulykke skete omkring kl. 06.15 på Hørup Skovvej i krydset til Hørupvej. En lille personbil, en VW Golf fra 1996, var kørt ud for ubetinget vigepligt idet føreren formentlig havde overset en stor betonkanon kørende ad Hørup Skovvej.

Det forlød på uheldsstedet at den skarpe morgensol formentlig havde gjort at den 29-årige mand i personbilen havde overset tonstunge lastbil med fatale følger. Ulykken var så voldsom at flere af de myndighedspersoner, som var de første på uheldsstedet, samt lastvognschaufføren efterfølgende fik behandling for chock.

Lastbilen havde ramt den ældre VW Golf direkte i førersiden og skubbet den nogle meter sidelæns hen ad vejen, kollisionen havde ikke været mulig at undgå for føreren af den kraftige lastbil.

Den 29-årige mand havde ikke en chance, men var dræbt på stedet ved kollisionen. (Foto: Allan Andersen)

Kollisionen dræbte den 29-årige mand på stedet, og han forblev siddende i den knuste bil indtil politiets teknikere og en bilinspektør havde afsluttet deres undersøgelser på uheldssetdet. Først herefter blev bilerne trukket fra hinanden ved at lastbilen forsigtigt bakkede væk fra bilvraget.

Brandfolkene fra Frederiksborg Brand & Rednings station i Slangerup klippede herefter bilen i stykker så den dræbte mand kunne tages ud, og han blev kort efter kørt væk i en ambulance.

En test på uheldsstedet af lastbilens bremser viste en lastbil med særdeles effektive bremser, og det kunne på stedet udelukkes at bremseproblemer på lastbilen havde haft det mindste med ulykken at gøre – nærmere tværtimod.

Omkring kl. 09.15 var uheldsstedet ryddet, og der blev genåbnet for trafikken på stedet.

De pårørende er underrettet.

Foto: Allan Andersen